Unødvendig livrem kvæler vækstlaget

Er Danmark nu virkelig et globalt vækstland?

Af André Sloth Eriksen, Aalborg, CEO og stifter, Asetek A/S

(Kroniktekst – bragt i Dagbladet Børsen 27. april 2015)

Kapitalfondenes unødvendige krav om maks. 5 pct.’s ejerskab af virksomhederne herhjemme hindrer nye iværksættereventyr, argumenterer Astetek’s CEO og stifter i en kronik, som Dagbladet Børsen bragte den 27. april 2015. André Eriksen tager i kronikken udgangspunkt i sin egen virksomheds eksempel, og hvordan man der på grund af de nævnte problemer i stedet valgte at lade Asetek A/S notere på og rejse kapital via Oslo Børs fremfor Københavns Fondsbørs.

Vi hører det igen og igen – f.eks. fra skiftende erhvervsministre: ”Danmark er et vækst- og eksportland” og ”Det er på den slags virksomheder, at Danmarks fremtid i særlig grad bygger.”

Men er Danmark nu også virkelig sådan et land? Og udviser skiftende regeringer tilstrækkelig vilje til at sikre et tilstrækkeligt attraktivt erhvervsmiljø at være eksportegnet vækstvirksomhed i? Det synes jeg ikke. Specielt har man tilsyneladende slet ikke herhjemme fokus på, at den slags virksomheder ofte savner kapital for virkelig at få mulighed for at videreudvikle og få deres vækstpotentiale realiseret på et globalt marked. For dermed også i fremtiden at kunne være med til at skabe og fastholde arbejdspladser herhjemme. 

Min vurdering er, at med den rette kapital i ryggen, findes der et enormt, uforløst vækstpotentiale i Danmark i form af mellemstore virksomheder (Small Cap), som udvikler unikke produkter med et globalt perspektiv, men som desværre p.g.a. kapitalbegrænsningerne herhjemme ofte aldrig rigtigt når ud over den globale planke i tide. Københavns Fondsbørs er jo ellers netop etableret for, at virksomheder herhjemme kan finansiere vækstplaner o.s.v. Og lønmodtagerfondene og pensionskasserne råder over midlerne – altså langt hen af vejen de multimilliardfonde, der netop repræsenterer og finansieres af eksportvirksomhedernes potentielle medarbejdere. Et perfekt match, ikke?

Men ideen fungerer desværre ikke, hvilket eret klart paradoks, idet Danmark jo netop i høj grad består af små og mellemstore virksomheder. Men samtidig er pensionskasserne og fondene alene gearet mod investeringer i store børsnoteringer og virksomheder med en markedskapital på mere end 5-700 mio. kroner. Mindre investeringer i virksomheder under global udvikling bliver p.g.a. af fondenes egne selvopfundne livrem- og seler-regler ikke interessante. Årsagen er bl.a., at pensions- og lønmodtagerfonde - for at sprede risikoen – har valgt højest at ville eje 5 pct. i en enkelt virksomhed uanset størrelse. Men hvis nu vækstvirksomheden f.eks. ”kun” har et indledende kapitalbehov på f.eks. 100. mio. kr., (Afgørende for virksomheden - men småpenge for fondene) til at komme igang internationalt, må PFA, LD, PKA eller lignende altså kun komme med bare 5 af de nødvendige mio. kr., hvilket er for lidt til at bruge deres tid på – synes man i fondene.

Hovedproblemet i mine øjne er, at danskernes pensionsmilliarder bliver forvaltet af meget få mennesker i de enkelte fonde. Når så få mennesker sidder og forvalter to- og trecifrede milliardformuer, mener man typisk ikke, at de har tid og råd til at fokusere på virksomheder, der måske kun har brug for 100-300 mio. kroner – så skal der holdes øje med alt for mange og meget, hvis man også skal engagere sig i den slags. Hvorfor investere i ti mindre virksomheder, når man kan investere i en stor, lyder logikken.

Og når danske institutionelle investorer ikke har det fokus (og måske som følge deraf heller ikke danske analytikere og dansk presse), er der heller ingen af disse virksomheder, der forsøger sig på Københavns Fondsbørs. Small Caps vælger i stedet at leve af organisk vækst – men det skaber ikke på rimelig tid en global virksomhed, for en god global ide kan ikke vente 20 år på at blive realiseret. Eller de søger til udlandet efter kapital.

Derfor har eksempelvis den virksomhed, jeg repræsenterer, Asetek A/S, i stedet måtte hente kapital på Oslo Børs til vores globale satsning via tilsvarende norske fonde. Investeringer fra bl.a. store norske institutionelle investorer, der er gået til kostbar udvikling af vores banebrydende produkter, som heldigvis – for Danmark – fortsat skaber arbejdspladser bl.a. i vores hovedsæde i Aalborg (og i vores underafdelinger i fem lande). Men altså også et hovedsæde som mindst lige så logisk kunne være placeret i Norge, nu det er i Oslo, at Asetek-aktien er noteret og har gavn af investorinteresse.

Men når Small Cap-markedet fungerer på børser i udlandet, burde det også kunne fungere i Danmark. Vi har på Asetek efter stort forarbejde og betydelige investeringer de seneste år hentet store ordrer fra kendte internationale producenter, der alle har set potentialet i vores patenterede vandkølingsløsninger til datacentre. Men hvad med alle Danmarks andre potentielle vækstvirksomheder med globalt eksportpotentiale og måske lige så gode forretningsideer – skal de virkelig også søge mod udlandet.  Dum ide for Danmark, ikke!?

Mit forslag lyder derfor: Hvad nu hvis kapitalfondene, med Finanstilsynets hjælp, løsnede på det selvpålagte 5 pct. krav og i stedet besluttede, at de måtte eje op til f.eks. 25 pct. af en enkelt Small Cap-virksomhed, Og hvad med, at vores erhvervsvenlige folketingspolitikere samtidig fik øjnene op for problemet og gjorde det til et samfundskrav, at de danske pensionskasser som minimum faktisk investerede f.eks. 1 pct. af deres samlede investeringsportefølje i netop den type danske virksomheder, som vores land nu engang består af og fremdeles hævdes at skulle bygge landets fremtid på? Hvad siger vores politikere og f.eks. vores nuværende erhvervsminister, Troels Lund Poulsen?